Spam - og hvordan de kan genkendes

No Comments

Jeg modtager selv en del spam, men har ikke de store problemer med at genkende det. Derimod har familien ofte problemer, og spørger mig til råds. I det følgende vil jeg gennemgå hvad jeg kigger efter på en ikke-teknisk måde.

Den gyldne regel er, at internettet ikke er et rart sted at være, og at det er fyldt med svindlere. Så hvis du modtager en e-mail fra en afsender du ikke kender, så er den sikkert ikke til dig. Husk også at banker, kommuner og stat aldrig ville bede dig om personlige oplysninger i en e-mail. Jeg kan ikke understrege det her nok; hvis en e-mail beder om personlige oplysninger, er der enten tale om svindel, eller meget grov tilsidesættelse af din datasikkerhed. Hvis du alligevel skulle komme i tvivl, så ring og spørg den påståede afsender, men find selv frem til nummeret.

Åbn aldrig noget fra en e-mail, hvor du ikke er helt sikker på hvem afsenderen er. Det gælder både links, vedhæftninger og alt andet, som kom ind sammen med e-mail'en. Selv uskyldigt udseende indhold kan være ganske skadeligt, og resultere i at din computer stopper med at virke.

Svar ikke på en e-mail medmindre du ved hvem afsenderen er. For hver gang der bliver trykket på et link i en spam, eller der bliver svaret på en, stiger mængden af spam man modtager en hel del. Skriv heller aldrig din e-mail-adresse på internettet, og forsøg kun at give den til personer og virksomheder som du stoler på.

Læs til sidst indholdet, og vurdér om det giver mening. Prøv fx og sammenlign det følgende eksempel fra en spam med typisk dansk:
"Kære Nem ID bruger,

Vi vil gerne starte med at ønske dig godt nytår, og vi håber, at alle dine ønsker går i opfyldelse.

Desværre starter året ikke altid godt. Uheldigvis oplevede vi DDoS angreb sidste nat, og hele systemet gik ned i omkring 3 timer, som du måske bemærkede. Vi arbejdede så hurtigt, som vi kunne, for at ordne dette, og på nuværende tidspunkt kører alle systemer uden afbrydelser."
(og den fortsætter og fortsætter)

Først og fremmest gøres der brug af komma efter første linie; det bruges på engelsk, men jo ikke dansk, hvor der enten afsluttes med punktum eller ingenting. Og hvis den virkelig kom fra NemID (som er uden mellemrum), hvorfor har de så ikke skrevet mit navn?

Dernæst er det 4 måneder siden det var nytår, og NemID ville slet ikke skrive sådan en hilsen. Den er personligt betonet, og sikkert ment til at danne et tillidsbånd, forstået på den måde, at nogen tænker på mig (og derfor er gode folk). NemID ville heller ikke inkludere et ord som "DDoS", og da slet ikke uden en forklaring.

Så alene på indholdet kan e-mail'en afskrives som spam.

Mere nyttig information:
Guide hos SKAT
Guide hos NemID

Mere hjælp kan også findes på Google, ved at søge efter "falske mails".

\\

Be the first to write a comment!